London
Vi er netop hjemvendt fra vores årlige inspirationstur. Denne gang besøgte vi London. Vi har set en masse, prøvet en masse og talt med en masse spændende og inspirerende mennesker. Du kan glæde dig – for vi arbejder på noget helt specielt til dig! Vi elsker London. Ligesom New York, er det en by der emmer af liv og muligheder. For sundhedspassionerede mennesker som os, er det et rent slaraffenland. Vi boede på La Suite Hotel i Bayswater, en luksus oplevelse som klart kan anbefales. Prisen var standard niveauet for London, til gengæld var det rent, eksklusivt og med høflige dørmænd. Vi følte os som dronningerne af Bayswater.
Madnørderi
For madnørder som os, er en time i Wholefoods market slet ikke nok. De har ALT. Mange af varianterne er økologiske og alle er de eksklusive. Ikke nok med det, så har de en kælderafdeling proppet med alt ud i kosttilskud. Tror du vi slæbte med hjem derfra?
En aften var vi på restaurant Bumkin. Alt på menukortet er fra lokale bønder og af det nymodens koncept, slow food. Maden var fantastisk og der var live piano hele aftenen. Desuden vil vi hilse og sige, at de laver de mest fantastiske drinks. Hvad siger du for eksempel til en: Bacardi Gold shaken with triple sec, limes and a touch of our homemade vanilla and chili sugar?
Ikke kun mad
Nu må du ikke tro det hele handlede om mad – som du ved interesserer det emne os meget, men vi var også aktive. Vi var blandt andet til Jivamukti yoga, som er yoga med musik til. Det var fantastisk dejligt og afstressende. Vi har noteret os, at vi fremover altid vil lægge træning ind i vores rejser. Man oplever en helt anden side af byen og man kan være heldig at opleve træningsformer, som ikke udbydes i det område man bor til dagligt.